KulturRummet inviterer atter inden for til en række spændende, oplysende og forhåbentlig uforglemmelige samtaler og foredrag i hele Thy. Billetter til arrangementerne købes via Billetto.dk.
FOREDRAG OM BØRN DIGITALE LIV - FREDAG DEN 24. OKTOBER KL. 16.30-17.30
I forbindelse med Thy Party 2025 inviterer Biblioteket i Thy og Byklyngen i Hurup forældre til foredrag med digital pædagog og ekspert i sociale medier Eva Fog. Hun har fingeren på pulsen og hjælper bl.a. forældre med at forstå og navigere i den digitale verden. Til foredraget vil hun bl.a. komme ind på, hvad børn og unge laver online, myter og realiteter om sociale platforme og gaming - og give konkrete råd til, hvordan vi skaber en sund digital kultur for vores børn og unge. Arrangementet afholdes sammen med Thy Party, så forældre kan sætte deres børn af i Hurup Hallen og gå herfra til foredrag på Musikskolen i Hurup.
KØB BILLET
MONSTRE I MASKINHALLEN M. BØDKER & BUKHAVE - TORSDAG DEN 30. OKTOBER KL. 19.00-20.30
Mød forfatter Benni Bødker og tegner Simon Bukhave til en aften fyldt med monstrøst nørderi for tegneserie- og monsterfans i alle aldre, i Maskinhallen på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.
Uhygge har aldrig været hyggeligere end denne aften, hvor du kan opleve en samtale om at sætte ord og billeder på det unævnelige. Både Bødker og Bukhave har sammen beskrevet mørket og dets indbyggere, der lurer i skyggerne, under overfladen og bag øjenkrogen, bl.a. i bogen "Kraken". Uanset vejret tør vi godt garantere en mørk og stormfuld aften i godt selskab!
KØB BILLET
FOREDRAG OM FOLKESTYRE - ONSDAG DEN 12. NOVEMBER KL. 19.30-21.00
I anledningen af kommunalvalget byder Biblioteket i Thy til demokratiforedrag om folkestyret ved stifteren af Tankeværk Jakob Holgersen Lovas. Han samler de bedste ideer fra filosofiens verden, der kan være med til at forandre måden vi tænker, arbejder og lever på og gør det både underholdende, tankevækkende og vedkommende.
KØB BILLET
SAMTALE MED FORFATTER CHARLOTTE WEITZE & ULVEEKSPERT KENT OLSEN - TORSDAG DEN 27. NOVEMBER KL. 19.00-21.00
I sin seneste roman ”Ulvemælk” undersøger Charlotte Weitze, hvordan naturen, ulveforskningen og fortællekunsten har det i en nær fremtid. I romanen fletter hun en fremtidsfortælling om en kvinde, der flytter ind i et hus på den jyske hede, som er dækket af skov og vrimler med ulve sammen med en fortidsfortælling om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Han går fra gård til gård for at indsamle eventyr, viser og en enkelt ulvehistorie, som han ikke når at få slutningen på. Charlotte Weitzes spekulative fiktion fletter fortid og fremtid, menneske og natur, eventyr og videnskab sammen på nye måder. Kent Olsen er ulveekspert og videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum, og sammen med Charlotte Weitze vil han samtale om ulvens genkomst og fremtid i Danmark – og i litteraturen.
KØB BILLET
ALLE DRENGE ER RIGTIGE DRENGE - TIRSDAG DEN 20. JANUAR KL. 19.30-21.00
Bogen "En rigtig dreng" fra 2025 består af portrætfotos af drenge, en del fra Thy - og tekster om kønsnormer, identitet og forventninger til drenge i dag. Tilsammen stille de spørgsmålet: Er drenge begrænset af deres køn?Tirsdag den 20. januar åbner en udstilling af udvalgte fotos fra bogen, taget af fotograf Lea Meilandt i Plantagehuset i Thisted. Samme aften kan du opleve bogens redaktør Lise Rønfeldt Bagger i samtale med to af bogens bidragydere: uddannelses- og kønssociolog og stifter af virksomheden Mangfold, Cecilie Nørgaard og sekretariatschef for DareGender Andreas Beck Kronborg. Sammen vil de udforske drengeliv anno 2025 og debattere kønsnormere, kultur og udfoldelsesmuligheder.
KØB BILLET
DET STORE RØDE TABU - FREDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 19.30-21.00
I forbindelse med uge sex inviterer biblioteket til en aften i underlivets tegn. I foredraget “Det Store Røde Tabu?” stiller Emma Libner skarpt på menstruationens oversete kulturhistorie og de mange myter og misforståelser, der fortsat klistrer sig til livmoderblodet – så vi kan blive skammen kvit én gang for alle. Journalist og forfatter Emma Libner er kendt under sine forskellige platforme, der alle bærer navnet Kh Underlivet. Kh Underlivets virke tæller en podcast, en blog, en hjemmeside, en instagramprofil og en bog.
KØB BILLET
MINIMALISME OG KØBESTOP - TIRSDAG DEN 24. FEBRUAR KL. 19.30-21.00
Hvordan du kan bruge minimalisme og bevidst forbrug til at fjerne overfloden fra dit liv?
Det vil forfatter og foredragsholder Jane Ibsen Piper fortælle om i sit foredrag om minimalisme og købestop, så der bliver mere ro og bedre plads til alt det, som er vigtigt for dig. Foredraget indeholder blandt andet hendes egen historie om, hvordan hun ”fandt” minimalisme og bruger principperne bag som løftestang til at få et mere harmonisk familieliv, mere overskud og flere penge på konto. Derudover fortæller hun om minimalisme gennem tiden, de forskellige minimalistiske retninger og tager tilhørerne (mentalt) i hånden og gennemgår konkrete dele af deres hjem, hverdag og privatøkonomi.
KØB BILLET
FORTÆLLERAFTENER PÅ HAWKRAFT KULTURHOTEL
Kulturforeningen Hawkraftens Venner inviterer i samarbejde med KulturRummet til fem aftener med kulturspisning og fortællinger på Hawkraft Kulturhotel i Vestervig. LÆS MERE.