Hvad er KulturRummet?
KulturRummet er ikke et traditionelt kulturhus. Det er både en ramme, men også en tanke. Rammen består af nye og gamle kulturhuse, der samarbejder med og forbinder deres lokalområde - og tanken er netop det; KulturRummet er alt det imellem os, som binder os sammen igennem kulturen. Det er samarbejdet på tværs af foreninger, institutioner og mennesker.
Vores opgave er at udvikle og understøtte kulturen omkring os - både for dem, der vil opleve den, og for dem, der vil skabe den.
I rammen samles de kommunale kulturinstitutioner i Thy i et kreativt oplevelses- og læringsrum med vide rammer og højt til loftet - for alle aldre. Her finder du Biblioteket i Thy, Musik- og Kulturskolen i Thy, medborgerhuset Plantagehuset og Madværkstedet, byrummet Smedjen og Thisted Musikteater.
Vi sætter en ære i at være en del af lokale thyboers liv og hverdag. Både som offentligt tilgængelige kulturinstitutioner og i samarbejde med det øvrige liv i området.
KulturRummet kom på tegnebrættet første gang i 2012. I 2016 begyndte arbejdet med at bygge en hel ny musikskole i forlængelse af Biblioteket i Thisted, og bygningen blev sammen med KulturRummet indviet i 2018.