Et byrum skabt af borgerne

Smedjen er opstået gennem et samarbejde mellem Thisted Kommune, Realdania og et bredt udsnit af lokale borgere, erhvervsdrivende og kulturinstitutioner.

En ny forbindelse

Smedjen er opstået i samarbejde mellem Thisted Kommune, Realdania, lokale borgere, erhvervsdrivende og kulturinstitutioner.

Gennem kampagnen "Hovedbyer på forkant" satte Realdania i 2018 fokus på, hvordan de store byer i en kommune kan være med til at øge tilflytningen og skabe  positiv erhvervsudvikling i yderområderne.
Ud af mange ansøgninger blev 11 hovedbyer udvalgt, hvoraf Thisted var en af dem.

Omdrejningspunktet i Thisted Kommunes ansøgning var et ønske om at reetablere den historiske forbindelse mellem Nytorv og Håndværker Torv.
Med finansiering fra Thisted Kommune og Realdania blev der afholdt borgermøder, fokusgruppeinterviews og workshops mm. for et bredt udvalg af lokale aktører.

Disse forløb dannede grundlaget for en samlet forundersøgelse og en arkitektkonkurrence i 2020. Vinderen heraf blev landskabstegnestuen.
25. juni 2021 blev det første spadestik taget - og Smedjen blev indviet i juni 2022

I dag er Smedjen og Smedens Hus en del af KulturRummet, som samler flere kommunale kulturinstitutioner i Thisted.

Smedjen

Det helt centrale i passagen er Smedjen, som er en genopførelse af den tidligere smedje, der lå nøjagtigt samme sted. Også skorstenen og essen fra den gamle smedje er genopført og udgør en tydelig markør op gennem taget på Smedjen.

Smedjen består af tre store åbninger i bygningens vægge og med nyt, transparent tag af stål og glas. Skydedøre kan skærme for vinden og skorstenen har fået indbygget pizzaovn. Overdækningen gør, at byrummet kan bruges i al slags vejr og på forskellige måder over hele året.

 

Kalkscenen og baggården

Mod Baggården og Thisted Antikvariatet, som støder op til Smedjen, blev en garage fjernet, og her er etableret Kalkscenen: En lille plads i kalksten med en lang sydvendt siddeplint og et flerstammet magnolietræ.

Bag portåbningen fra Storegade gemmer sig en historisk baggård omkranset af bl.a. Hestestalden og Antikvariatet. Baggården er renoveret med robuste og stedsspecifikke belægninger som kalksten og knoldebro, der sender tankerne tilbage i tiden. I Baggården er der flere uformelle siddepladser, der inviterer til ophold i passagen.

Kunstlegepladsen og haven

Mod Christen Kolds Plads og Musikteateret åbner Smedjen op i en bred port, så du tydeligt kan spadsere hele vejen fra havnen, gennem Smedjen og videre til Nytorv. Her er placeret en kunstlegeplads med et stort kunstobjekt, hvor børnene kan klatre.

Mod Smedens Hus åbnes Smedjen op i en have, der strækker sig til foden af bygningen. Haven danner en frodig grøn oase til ro og rekreation, hvor du kan læse avisen under kronerne af de blomstrende træer. Her er stemningen mere intim og uformel med stauder og grus på fladen.

 

Håndværkertorv og Musikteatret

Håndværker Torv indrettes med ny belægning og beplantning i samme materialer, som er anvendt i den øvrige del af Passagen. Langs Østerbakken danner flere bænke en ryg med Østerbakken og giver de forbipasserende mulighed for at tage et hvil.

Langs Musikteaterets gavl er placeret et siddemøbel i træ, der også fungerer som afskærmning af de teknikskabe, der er ved gavlen.